Elitens forbrydelser

Kjartan Fløgstad • Den yderste grænse

Tiderne Skifter 2011

Kjartan Fløgstad beskriver i sin roman fra 2011 »Den yderste grænse«, hvordan naziforbrydere stort set uden problemer blev integreret i Forbundsrepublikken. Handlingen udspilles både i Slesvig-Holsten og i Kirkenes i Nordnorge.

Eliten som nazister

Det er en yderst velskrevet roman. Den er provokerende, skarp i sin analyse og skrevet på basis af research og stor historisk indsigt. Den handler bl.a. om nazismens fremmarch i 30ernes Tyskland, og det er en pointe hos Fløgstad, at nazister ikke blot rekrutteredes blandt masserne, men i høj grad også blandt veluddannede, som øjnede en chance for en hurtig karriere i nazistaten. Som en af bogens hovedpersoner (tidligere topnazist) udtrykker det: »Faktisk kom den stærkeste tilslutning til Det Tredje Rige fra den akademiske ungdom.« Og det er netop denne elites forbrydelser, bogen tager op som et hovedtema. En anden pointe hos Fløgstad er, at højtplacerede embedsmænd i nazitiden også lykkedes med at blive højtplacerede i Forbundsrepublikken og skabe glimrende karriere. Det er jo en uhyggelig pointe, som slet ikke er så ukendt for os, der bor i det land, hvor nazismen har sit udspring.

Den akademiske ungdom

Romanens åbningsscene er en begravelse i Mariekirken i Flensborg i 2008. Den velanskrevne advokat dr.dr. Paul von Damaskus bliver begravet efter et langt liv og en strålende karriere i statens tjeneste. Og, understreges det, han vil især huskes for sin kamp mod ekstremister og nynazister i Tyskland, sit demokratiske sindelag og sin store viden. En i alle måder respektabel person, forstår man. Det er Paul von Damaskus tro følgesvend, Otto Nebelung, der giver den afdøde dette fine eftermæle. Som læser fornemmer man dog hurtigt den sarkasme, som er grundtonen i hele romanen. For Paul og Otto var flammende tilhængere af nazismen og gjorde karriere i nazistaten, men altså også i Forbundsrepublikken efter krigen. Vi følger dem som unge studerende ved filosoffen og universitetsprofessoren Heideggers kateder i Freiburg i 30erne og deres gradvise indrullering og avancement i det fremadstormende nazistparti. Paul er en intellektuel begavelse, mens Otto er en letvægter og opportunist sammenlignet med den filosofisk og litterært velbevandrede Paul. Otto både frygter og beundrer Paul for hans stålsatte disciplin og evnen til at omsætte sine filosofiske spekulationer i handling. Paul kæder sine nazistiske sympatier sammen med læsningen af både Nietzsche, Kant og Platon! Der er tale om filosofisk tankespind, men uhyggeligt er det, når man i historiens lys ved, hvilke uhyrligheder det førte med sig.

Reinhard Heidrich - det store forbillede

Kjartan Fløgstad rammer på kornet, når han fortæller, at Paul og Ottos store forbillede er den musikalske og humanistisk dannede sportsmand og hensynsløse massemorder Reinhard Heidrich. For dem repræsenterer Heydrich den dannede, aristokratiske side af nazismen, der ser sig selv som den sande bærer af civilisationen. De foragter dybt og inderligt den plumpe pøbel og det religiøse sværmeri, som omgiver nazismen. Men den kyniske Heydrich belærer dem om, at den rå pøbels handlinger mod bl.a. jøderne er et af midlerne til at nå målet. Ligeledes må de acceptere, at primitive typer som Göring og Goebbels blot er håndlangere frem mod målet, nemlig at SS-intelligentsiaen kan indtage sin retmæssige lederposition i samfundet - »først rykker vi frem, derefter fejer vi gulvet efter for krybdyr og mindreværdige elementer «. Kjartan Fløgstad overdriver ikke, han har nærstuderet Heidrichs efterladte papirer.

Blottet for skam

Otto og Paul udstationeres under krigen i det allernordligste Norge i Kirkenes ved grænsen til Finland og Sovjetunionen. Heraf titlen »Den yderste grænse« eller »Grense Jakobselv «, som er romanens norske titel. I Kirkenes får de flittigt hjælp af norske kollaboratører og finske nationalister i planlægningen og invasionen af Sovjetunionen. De deltager begge med åbne øjne i forbrydelserne, likvideringer, tortur m.v. Begge fremstår de som blottet for skam - og skyldfølelser og stort set uden evne til at indleve sig i andre menneskers lidelser. Målet helliger midlet! De to kammerater bliver aldrig retsforfulgt for deres forbrydelser, sådan som det gjaldt for mange nazister, der klarede frisag efter krigen. De gamle kammerater hjalp hinanden. Kun få år efter Det Tredje Riges fald vendte krigsforbryderne tilbage til ledende positioner i den ny tyske forbundsrepublik. En stor del af retsvæsenet blev besat med gamle nazister, som kunne dække over hinanden. De udlagde historien sådan, at de jo kun var med i nazismen for at styre den i en mere humanistisk retning. I virkeligheden udgjorde de - efter Ottos udsagn - en slags bolværk mod massernes antisemitisme! Lad blot pøbelen gøre det beskidte arbejde, sådan var deres holdning.

Forældreoprør

Om begivenhederne i Nordnorge fortæller Otto til en tredje hovedperson i bogen, nemlig nordmanden Alf Mayen. Denne er søn af Aïda Wiik, elskerinde til nazister i besættelsesmagten og gift med den tidligere kollaboratør Jan Mayen. Alf gør oprør mod sine forældres forræderi under krigen og går ind i det norske politi. Her mener han, at han kan være med til at styrke demokratiet. Men da Alf kommer med i overvågningen af norske statsborgere med mulige sovjetiske sympatier i det nordligste Norge, der hvor SS og Gestapo tidligere opererede, bliver også hans motiver grumsede. Heller ikke hans efterforskningsmetoder tåler at komme under lup. Kjartan Fløgstad har skrevet en fascinerende, men også grum roman, hvor i han springer i tid fra 30erne og 40erne og op til nutiden. Og han blander fakta og fiktion. Som han selv skriver på titelbladet: »Historiske personer er historiske. Opdigtede personer er opdigtede. Møder mellem opdigtede og historiske personer er opdigtede.« En styrke ved Fløgstads roman er, at han afstår fra at tage parti, dog afslører den sarkastiske grundtone forfatterens position. Han skal have tak for sin indsigt og sin roman om nazismens forbrydelser. Den historie må aldrig gå i glemmebogen, men skal hele tiden fortælles til nye generationer.