At rejse og skrive er to uløseligt forbundne dele i Leif Davidsens liv. Han ville ikke kunne skrive uden at rejse, da han får inspirationen under rejser og ophold, og han skriver kun om steder, hvor han har været. Med sig har Davidsen altid en lille sort notesblok, hvori han noterer oplevelser og indtryk.
Davidsen har skrevet rejseskildringer som ”Steinbecks spøgelse. Jagten på en forfatter”, som er en personlig beretning om en rejse i hjulsporene på John Steinbeck. Forfatteren er især elsket for sine spændingsromaner, som er fiktion og alligevel – til tider uhyggeligt - tæt på virkeligheden. Hans uddannelse som journalist fornægter sig ikke. Han har arbejdet som udenrigskorrespondent for DR i 20 år heraf fire år i Moskva. Og hvem husker ikke Leif Davidsen berette om forholdene i Sovjetunionen på DR i 80’erne?
Leif Davidsen har senest udgivet thrilleren ”Djævelen i hullet”, som er en spændende historie om spioner, Rusland og søskenderelationer. Han debuterede i 1984 med ”Uhellige alliancer” og har skrevet spændingsromaner, rejsebøger og novellesamlinger. ”Den russiske sangerinde” og ” Den serbiske dansker” er blevet filmatiseret. Han har modtaget adskillige priser blandt andet Læsernes bogpris, De Gyldne Laurbær og Glasnøglen for årets krimi i Skandinavien.