Kristina Sandberg

Foto: 
Maria Annas

Kristina Sandberg (SE) SE

Da Kristina Sandberg for mange år siden blev gravid, tænkte hun, at snart ville hun ikke kun være datter, men også mor. Hun funderede over, hvordan hendes formødre havde oplevet tiden. Hendes farmor døde, mens Kristina var gravid, og det gjorde det endnu vigtigere for hende at tale med sin mormor om hendes liv.

Over en kop kaffe sagde Kristina til sin mormor, at hun da ikke kunne have været gift, da hun blev gravid. Kristina kunne se skammen lyse ud af sin mormor så mange år efter, og pludselig forstod hun så meget af sin mormors historie. En historie der aldrig var blevet talt om i familien. Kristina tænkte: »Det bør undersøges og skrives om, hvorfor samfundet har givet kvinder så meget skamfølelse, og hvilke konsekvenser det har fået for kvinders selvbillede«.

Maj-trilogien

Tankerne satte forfatteren i gang med at skrive om den hjemmearbejdende husmor, Maj fra Örnsköldsvik og generelt om husmødres liv og arbejde fra 1930-68. Der var ikke tidligere skrevet romaner om det hårde arbejde, som var med til at skabe grobunden for velfærdssamfundet. Kvinderne var usynlige i historien, selv om de havde en vigtig rolle. De klarede alt i hjemmet med færre maskiner, så manden kunne arbejde og familien fungere. 

De tre romaner, Et barn at føde, At sørge for sine og Liv for hver en pris blev Kristina Sandbergs litterære gennembrud. Swedish Book Review kaldte hende "Sveriges nulevende Virginia Woolf”.

I Et barn at føde følger læseren den 20-årige Maj, som er blevet gift i slutningen af 1930'erne. Det er en stærk skildring af kvinders levevilkår og en fortælling om tidsånden, og hvordan tilfældigheder kan være udslagsgivende for et helt liv. I At sørge for sine følges Maj i 1940’erne og 1950’erne, som var en periode, hvor husmoderrollen var et efterstræbt ideal. I Liv for hver en pris følges Maj fra 1953 til sidst i 1960erne. Hun har svært ved at finde sin plads og fornemmer måske, at store forandringer er på vej, uden at hun kan ændre det.

Trilogien er en fortælling om de store forandringer, der skete i livsformen fra 1930erne til 1960erne, og er samtidig et portræt af en kvinde, hendes familie og hendes sociale opstigning. Det er en stemme til en generation af kvinder, som har fået meget lidt plads i historien.

»Det er en præstation at skrive tre fundamentalt spændende romaner om en husmors overvejelser om middagsmad, børn, naboer, påklædning, støvsugning, indkøb, gæstebud og god opførsel. Men Kristina Sandberg kan det i en sådan grad, at hun nylig har fået både Augustpriset, Moa-priset og Svenska Dagbladets litteraturpris for at have levendegjort kvindeligt hjemmeliv på godt og ondt,« skrev Weekendavisen i anmeldelse af den svenske udgave.

Majs køkken

Romanerne om Maj udspiller sig ofte i køkkenet, for da Maj gifter sig med fabrikant Tomas Berglund, får hun en ny rolle. Som hustru, mor og husmor har hun aldrig en ledig stund. Kyllingen skal tages ud, der skal laves småkagedej og en gedde skal tilberedes. Maj blev et litterært fænomen og Kristina Sandberg og Lotta Kühlhorn samlede omkring 100 klassiske opskrifter fra Majs repertoire, og udgav kogebogen I köket hos Maj. Kogebogen er ikke udkommet på dansk.

En ensom plads

I 2014 fik forfatteren Augustpriset for årets bog. I flere år var hun en af de mest efterspurgte forfattere i Sverige. Hun rejste rundt i hele Sverige for at fortælle om sine bøger. Hun måtte gribe denne mulighed, men hun kørte træt, hendes far døde og kort tid efter fik hun konstateret aggressiv brystkræft. Livet blev vendt til at handle om tab, sorg, kroppens skrøbelighed og angsten for dø fra sine børn. Kristina Sandberg er uddannet psykolog: »Men jeg kunne ikke være psykolog for mig selv. Jeg faldt lige så langt ned som alle andre,« fortalte hun.

I 2021 udkom En ensam plats, som er en selvbiografisk skildring af en tid, hvor alt blev vendt på hovedet. Hun kunne ikke længere skrive skønlitteratur og følte sig alene - et ensomt sted. Den ser også tilbage på hendes opvækst. Men frem for alt handler den om, hvordan kræften satte hende et meget ensomt sted. Hvor andres behandling og tavshed gjorde ondt og ord ikke rakte.

»Jeg kunne ikke skrive andet. Alt, hvad der står, er sket. Jeg ønskede at give en så sand skilxdring som muligt. Det har været et trøstende arbejde.« Alligevel tøvede hun til det sidste, om hun skulle udgive bogen.  »Men jeg har altid været draget af det skamfulde, mørke, farlige i mit forfatterskab.«
(Ingalill Mosander, Aftonbladet, 29. maj 2021)

Bogen er endnu ikke oversat til dansk.

Kristina Sandberg blev født i 1971 i Sundsvall i Sverige og bor nu uden for Stockholm. Hun debuterede i 1997 med I vattnet flyter man. Siden udkom Insekternas sång i 2000 og Ta itu i 2003. Fra 2010-2014 udkom Maj-trilogien i Sverige. Kun trilogien er oversat til dansk. Trilogien er også blevet til teater på Dramaten og har afstedkommet, at der i Örnsköldsvik var busture i Majs fodspor.

Forfatteren har modtaget Augustpriset, Svenska Dagbladets litteraturpris, Moa-priset, Norrlands litteraturpris samt Selma Lagerlöfs Litteraturpris.

Hun er uddannet psykolog og er skribent og kritiker, primært i Svenska Dagbladet.
 

Mød også disse forfattere

Lotte Kaa Andersen
Benjamin Koppel
Rosa Liksom

Mød Kristina Sandberg

Onsdag
20september
Onsdag 20. september 2023
Torsdag
21september
Torsdag 21. september 2023
Fredag
22september
Fredag 22. september 2023

Øvrige arrangementer

Fredag
8september
8. september 2023
Tirsdag
19september
19. september 2023
Onsdag
20september
20. september 2023
Torsdag
21september
21. september 2023
Fredag
22september
22. september 2023