Herbjørgs oldemor, mormor og mor

Herbjørg Wassmo • Hundrede år

Lindhardt og Ringhof, 2010

Herbjørg Wassmo har igen skrevet en medrivende bog om kvindeskæbner. Wassmo tager udgangspunkt i stærke og markante kvinder sin egen familie. Og læseren følger familien i fire generationer gennem 100 år.

Sarah Susanne bliver født i 1842. Hun bor i det fattige Nordnorge og er et af fru Linds ni børn. Hun har drømme og ønsker, som knuses, da Johannes beder om hendes hånd. Hun ender med at sige ja, bliver gift og flytter væk fra familien. Johannes har et handicap. Han stammer. Så meget at han ofte må skrive, hvad han vil udtrykke. Men han er en driftig mand, og de får sammen opbygget en god tilværelse. De får et lykkeligt ægteskab med (for) mange børn. Vi følger dem i tykt og tyndt, og læseren lever sig ind i deres skæbner.

Elida er Sarah Susannes datter. Hun gifter sig med Frederik, som interesserer sig for politik. Han er ikke praktisk anlagt, hvad man ellers foretrækker i det fattige samfund, hvor der skal knokles for at overleve. Han bliver hjertesyg, hvilket får store konsekvenser for familien, som blandt andet må flytte til Kristiania (Oslo), hvor der er bedre behandlingsmuligheder. Men nogle af børnene kommer ikke med, blandt andre lille Hjørdis, som kommer i pleje. Hun er tredje generation i fortællingen og bliver senere Herbjørgs mor.

For mig er historien om forfatterens oldemor, Sarah Susanne den, der står stærkest. Det var hende der inspirerede Wassmo til at skrive romanen. Sarah Susanne møder i det virkelige liv præsten og maleren Frederik Nicolai (Fritz) Jensen. Han spørger, om hun vil sidde model til altertavlen i Lofotkatedralen i Kabelvåg. Hun siger ja. Oldemoren er portrætteret som en engel. Sarah Susanne er født nøjagtig 100 år før Herbjørg Wassmo, og derfor har bogen denne titel.

Herbjørg Wassmo er født i Nordnorge, og hun fortæller om det slidsomme liv dér via kvinderne i hendes slægt. Hun har brugt den sandfærdige ramme, også om oldemoderen, der sad model for præsten. Men hvad kvinderne føler og tænker, er noget Wassmo digter. Derfor blev det også sværere for hende at skrive, jo nærmere hun kom til nutiden. Forældrenes liv beskrives hovedsageligt via breve, som de har sendt til hinanden.

Wassmo er elsket af kvinder gennem generationer. »Huset med den blinde glasveranda« og Dinabøgerne er grumme, men gode bøger. »Hundrede år« er ikke så barsk, som de tidligere bøger og kan læses som en god slægtsroman. Wassmo er god til menneskeskildringer og psykologiske fortællinger. Historien om at man ikke altid selv vælger, nogle gange vælger livet for én.