Med Den inderste kerne, en biografisk roman om matematikeren og jordskælvseksperten Inge Lehmann, gik forfatteren helt nye veje ved at skrive om en kvinde, som har lavet banebrydende forskning.
Allerede som barn drømte Lotte Kaa Andersen om at blive forfatter, men der skulle gå en del år før hun fik udgivet sin første bog. Hun forsøgte hos Gyldendal i flere omgange, men opgav og skrev i stedet på sin blog om livet i ”Reservatet”, som Gentofte kommune populært kaldes. Forlaget Turbine lagde mærke til hende og Hambros Allé 7-9-13 blev udgivet. Romanen blev shortlistet til Bogforums Debutantpris og nomineret til Læsernes Bogpris.
At have alt – og mangle en hel del
I Hambros Allé 7-9-13, 100 dage (2016) og Syv sind (2018) følges beboerne i nummer 7, 9 og 13 på Danmarks dyreste villavej, først gennem en økonomisk optur og senere under finanskrisen. Samtidsromanerne tegner et skarpt og underholdende portræt af livet under overfladen i villakvarteret.
Lotte Kaa Andersen har boet i Nordsjælland i mange år, og det har inspireret hende til at skrive romanerne. Hun skrev den første på to år og den anden på ni måneder. Det gik hurtigt, fordi hun havde meget stof at tage af, og samtidig fik hun mange henvendelser fra læsere, som ønskede en fortsættelse.
Mange kvinder genkender sig selv i romanerne og kender til økonomisk svindel, psykisk vold og systematisk utroskab. Selv om uddannelsesniveauet og gennemsnitsindkomsten er landets højeste, er der samtidig mere ængstelse, nervøsitet, uro og angst.
»Hele det spænd – mellem på den ene side at have det hele og på den anden mangle en hel masse – det er præcist, hvad mine bøger handler om,« fortæller forfatteren. (Litteratursiden.dk 7. juni 2019).
Litteraturen hjælper
Hellerup-trilogien kigger på et årti i en privilegeret gruppe med en særlig livsstil og tankegang. Hvad sker der for mennesker, der har frit valg på alle hylder, når krisen rammer?
Forfatteren fortæller: »Mine personer er forvænte og har svært ved at finde ud af, hvad kernen i deres tilværelse egentlig skal være. De længes efter kærlighed, mening og følelsen af at høre til, men er ofte for optaget af planer og mål til rent faktisk at finde det, de længes efter. De leder, men de leder de forkerte steder. Jeg håber, at trilogien samlet set peger på nogle dilemmaer moderne mennesker har – og her tænker jeg ikke kun mennesker nord for København med tykt, blankt hår, men på os alle sammen.
Når det gælder kriser, er vi tit historieløse. Vi fortrænger den læring, der var fra sidste krise og gentager vores fejl. Når hukommelsen svigter, kan litteraturen hjælpe os.« (Litteratursiden.dk 7. juni 2019)
Den ukendte kendte
I 2021 udgav Lotte Kaa Andersen romanen Den inderste kerne. Her bevæger Andersen sig i en helt ny retning ved at skildre seismologen Inge Lehmanns liv. Inge Lehmann blev verdensberømt for sin opdagelse af Jordens indre kerne, som hun fremlagde i 1936. Hun var stille og sky, og som verdens første kvindelige seismolog mødte hun megen modstand i det danske naturvidenskabelige miljø, der var en lukket herreklub. Men da hun i 1950’erne blev inviteret til USA for at forske, kom hendes arbejde til at spille en rolle under Den Kolde Krigs atomvåbenkapløb. Hendes karriere og den videnskabelige anerkendelse tog først fart, efter hun blev pensioneret. Som 99-årig udgav hun sin sidste videnskabelige artikel, hun døde i 1993 få måneder før hun ville være blevet 105 år.
I blandt andet USA kender man historien om den danske kvinde, der opdagede Jordens indre kerne, men selv om Lehmann var kendt i udlandet, kendte ganske få danskere hende og hendes opdagelser. Heller ikke Lotte Kaa Andersen. Hun blev opmærksom på forskeren, da hendes søn hørte om hende i skolen – og det gav hende idéen til romanen.
Destruktion af noter
I sin research har Lotte Kaa Andersen blandt andet talt med Inge Lehmanns familie og fået adgang til private breve, personlige papirer og en dagbog. Inge Lehmann ville have destrueret alt, men blev overtalt til at bevare det. Derfor havde forfatteren enestående materiale til at skrive om både seismologen og den private Inge Lehmann.
I 2017 blev et monument for Inge Lehmann opsat foran Københavns Universitet. Universitetet skrev i forbindelse med indvielsen: »Inge Lehmann er første frue på Frue Plads«.
Lotte Kaa Andersen blev født i 1968 i Nordjylland og er cand.mag. i litteraturhistorie og medievidenskab fra Aarhus Universitet og har studeret kommunikation og journalistik i London. I mange år arbejdede hun som freelance tekstforfatter, journalist og klummeskribent. Nu skriver hun romaner og holder foredrag.