De to romaner udkom samlet i Danmark i 2023 med titlen Kristiane. I 2009 kom Trudes første kriminalroman med den magtkritiske tv-journalist Kajsa Coren - en af Norges mest populære krimiserier. Men det var først med romanen Mormor dansede i regnen, at forfatteren blev oversat til dansk i 2021 – og i et hastigt tempo er alle romaner og krimier blevet oversat til dansk. Hendes seneste krimi Løgnere udkom på dansk i januar i år.
Sande historier
Forfatteren henter inspiration fra sande historier og bruger gerne aktuelle emner som en del af fortællingen. Trude Teiges tipoldemor inspirerede forfatteren til at skrive den første roman om livet i en bygd i 1800-tallet, hvor den stærke kvinde Kristiane har svært ved at passe ind i et mandsdomineret fiskersamfund på en lille norsk ø.
Det er levede liv, der inspirerer, men også aktuelle og samfundskritiske temaer optager forfatteren, på samme måde som de optog hende som journalist. »Jeg leder efter den ufortalte historie«, fortalte Trude Teige til Mia Bull-Gundersen på Aschehoug.no
Hvad ved jeg noget om?
Hver gang Teige starter et nyt bogprojekt, stiller hun sig selv de samme spørgsmål: »Hvad ved jeg noget om? Hvad vil jeg sige noget om?« Krimiserien med Kajsa Coren har handlet om børn på børnehjem, ældrepleje, tyskerpiger, overgreb i både kristne miljøer og i psykiatrien samt #Metoo.
I Tilgiv aldrig er det #Metoo, der danner baggrunden for plottet. I forbindelse med udgivelsen skrev Trude Teige på forlaget Aschehougs hjemmeside:
»Som tidligere politisk journalist kender jeg medierne og norsk politik godt, og jeg har set, hvordan et mandsdomineret arbejdsmiljø kan skabe et klima, hvor kvinder ikke tør anmelde forskellige former for chikane. Men der er også en anden historie i denne bog. I næsten 25 år har jeg jogget forbi en nedlagt gård. Den ligger i smukke omgivelser, men hvert år er den forfaldet mere, og jeg har spekuleret på, om der ikke er nogen, der ejer den, ingen, der føler ansvar for den. Gennem årene er historien om dem, der boede her, vokset i min fantasi. Og for lidt over et år siden gjorde jeg det, jeg længe havde tænkt på: Jeg gik hele vejen til gården. Et vindue var knust, og jeg kiggede direkte ind i stuen. Alle møbler var der, en sofa, et bord, tæpper og lænestole. Det var, som om folkene var gået i en fart. Tilgiv aldrig er min historie om, hvad der skete på gården. Og det er begivenheder, der sender chokbølger dybt ind i magtens korridorer.«
Mormor og morfar
Med romanen Mormor dansede i regnen (2015/2021) vendte Teige tilbage til den historiske roman med en meget fin roman om en kvinde, der optrævler sin bedstemors historie fra slutningen af Anden Verdenskrig. Det handler om hemmeligheder, fortielser og kærlighed i flere generationer for år tilbage, men som samtidig har stor indvirkning i nutiden. Romanen er baseret på faktiske begivenheder om en norsk kvinde, der giftede sig med en tysk soldat under Anden Verdenskrig. Historien fortsætter i Morfar åndede med havet, hvor en ung norsk sømand og en norsk sygeplejerske møder hinanden i en japansk fangelejr under Anden Verdenskrig. Bind tre i serien, Mormors veninder, er på vej.
Kajsa Coren
I 2024 udkom Løgnere. Syvende bind i den populære serie om tv-journalisten Kajsa Coren byder på indviklede forbrydelser, mørke hemmeligheder og karakterer, der kæmper med dagligdags udfordringer. Efterforskning og privatliv følges side om side, for Trude Teige vil vise, at heltinden også er et almindeligt menneske med problemer som alle andre.
True crime
Trude Teige er født i Herøy Kommune. Ud over forfatter og journalist er hun oversætter. Hun var været journalist ved Bergens Tidende og NRK. Fra 1992 - 2014 var hun ansat på TV2 og arbejdede blandt andet som politisk journalist, programleder og havde talkshowet Trude.
I 2003 udkom kogebogen Matminne frå mors kjøkken. Forfatterens hensigt var ikke alene at udgive opskrifter, men også at skrive om kvinders betydning i historien.
I samarbejde med kriminaltekniker Eva B. Ragde udgav Teige i 2020 dokumentarbogen På åstedet.
Flere af Teiges bøger har været nomineret til Bokhandlerprisen. Patienten, som handler om psykiatriske eksperimenter, blev nomineret til Rivertonprisen i 2017.