I Danmark og resten af Europa er Hall-grímur mest kendt som forfatter, men oprindelig uddannede han sig ved Reykjaviks Kunsthåndværkerskole og Kunstakademiet i München fra 1979 til 1982 og arbejdede primært som billedkunstner indtil 1990.
»Men han viste sig at have evner som tegneserieforfatter, lyriker, standupper, tv-vært og ikke mindst forfatter til romaner kendetegnet ved satirisk skarphed, vilter humor og en aldeles overdådig idérigdom og fantasi,« skriver Erik Skyum-Nielsen i Islands litterære mirakel fra 2019.
Antihelt bliver kult
I 1996 udkom 101 Reykjavík, der som den første blev oversat til dansk i 2000. Det er en fortælling om en antihelts desperate, forvirrende og til tider muntre forsøg på at undgå at blive voksen. Romanen blev kult, og Hallgrímur en populær forfatter i Danmark, hvor han nu har sit største publikum, også selvom danskerne til tider bliver udstillet i romanerne. Bogen er filmatiseret, dog primært de humoristiske dele.
Kritisk outsider
I Hallgrímurs romaner er hovedpersonen ofte en begavet outsider, som er kritisk overfor den tid de lever i. Det gælder også Stormland (2007), som handler om en ung og ensom oprører, som ikke kan holde ud at leve i det moderne underholdningssamfund. Efter ti år i Tyskland harcelerer han mod massekulturen på sin blog i Island. Hallgrímur er kritisk både som debattør og forfatter, men han mener, at Island har gennemgået en positiv udvikling de seneste 20 år.
Island set udefra
I romanen Lejemorderens guide til et smukt hjem (2008/2009) kommer Toxic, der er lejemorder i den kroatiske mafia i New York, ved en fejl til at skyde en FBI-mand og må flygte. Han myrder en præst i lufthavnen og overtager hans identitet og billet - som tilfældigvis går til Island.
For at opleve Island fra en udlændings synspunkt valgte forfatteren Toxic som hovedperson og skrev bogen på engelsk. Det gjorde det lettere at se, hvordan en udlændings oplevelse af Island er.
Kan man gøre grin med alt?
Med sine romaner har Helgason været med til at tegne et både forunderligt og grusomt billede af det moderne Island – både før og efter den finansielle krise i 2008, og det er ikke uden grund, at det ofte bringer sindene i kog, når Hallgrímur udgiver en ny roman i Island. Han er en provokatør, og spørgsmålet er, kan man tillade sig gøre grin med alt? Og bør man?
Romanen Kvinden ved 1000° vakte røre i den islandske offentlighed, da den udkom i 2013. Her var det grænserne mellem det fiktive og det virkelige, og forholdet mellem det offentlige og det private, som Helgason udfordrede.
Mens 80-årige Herbjörg María Björnsson venter på, at kremeringsovnen når op på 1000°, fortæller hun sin livshistorie, en tur igennem det 20. århundredes store begivenheder i Island og i Europa. Hun er barnebarn af Islands første præsident, og under krigen boede hun i Danmark og Tyskland. Sønnen af Islands første præsident var under 2. verdenskrig medlem af SS. Det valgte Hallgrímur at skrive om, og det vakte stor røre. Kvinden ved 1000° er omsat til teater og blev blandt andet opført i København.
Læseren på krogen
Hallgrímur Helgason blev født 1959 i Reykjavik og debuterede som forfatter med romanen Hella i 1990. Den blev i 1994 efterfulgt af Þetta er allt að koma (Det er ved at lykkes). Ingen af dem er oversat til dansk. Udover romaner har Hallgrímur skrevet skuespil og radiospil og er en flittig debattør i Island.
Forfatterens seneste roman Tres kilo solskin er ved at blive oversat til dansk og er planlagt til at udkomme i efteråret 2021. For den modtog Helgason Íslensku bókmenntaverðlaunin (Den Islandske Litteraturpris) i 2018. Samme pris fik han i 2001 for romanen Islands forfatter, som tager afsæt i Halldór Laxness, og den store betydning han fik for islændingene. Hovedparten af forfatterens romaner har været nomineret til Íslensku bókmenntaverðlaunin. 101 Reykjavík, Stormland og Kvinden ved 1000° blev alle nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris.
I forbindelse med nomineringen af Stormland i 2007 skrev May Schack i Politiken: »Hallgrímur Helgason er en af Islands bedste forfattere. Han er sådan en, som kan alt – skrive kras samfundskritik, indlevet folkelivsskildring både i gammeldags pasticheagtig og ultramoderne aftapning, operere med postmoderne og selvkommenterende finesser, udføre et episk flow. Først og sidst er han skarp og utrolig morsom og skriver med en enorm energi. Læseren er på krogen fra først til sidst.«
